Blog

Blogopslag

Hvad jeg ville have sagt til mig selv, da jeg var single

Af en blogdeltager

Som de socialt anlagte flokdyr vi - homo sapiens er, så søger vi helt instinktivt fællesskabet. I tidernes morgen, da leveforholdene var lidt anderledes og der ikke eksisterede demokrati, kø-kultur, velfærdssamfund eller ligestillingsdebat, var det et spørgsmål om overlevelse, at man indgik i et fællesskab - i dag, not so much. Men behovet for at have et følelsesmæssigt forhold til et andet menneske, hænger stadig ved.

Som single, har man derfor tit et øje halvt åbent, hvis ikke fuld falkeblik på, i jagten efter en mage. Med kun ét for øje: En kæreste, kan der dog gå hen ikke at kunne se skoven for bare træer. Men man kan faktisk godt drage mange fordele, ved at være single. Derfor ville jeg ønske jeg havde husket mig selv på disse ting, da jeg selv var opslugt af min søgen:

Lev i nuet

Der var engang en klog mand der sagde at gennem hele livet lægger vi planer, men det er imens vi prøver at opnå dem, at livet opstår. Man kan stirre sig blind, på alle de ting der mangler, i stedet for at nyde det man har. Gode venner, et godt arbejde, muligheden for at se verden osv. Så jeg ville ønske jeg havde levet mere i nuet da, jeg var single. At se det som en rejse, i stedet for hele tiden at gå rundt med følelsen af at mit liv var ukomplet og jeg ikke kunne sætte kryds i boksen, der hedder “i et forhold”.

Nyd tiden for dig selv

Græsset er altid grønnere på den anden side og som single, er det nemt at se på andre kærestepar og tænke at deres lykke er gjort. Misforstå mig ikke, det er fantastisk at have en skøn kæreste og opleve livet sammen med en anden. Men husk, at det også kræver en indsats at kunne indgå i et forhold og man skal være i stand til at kunne gemme dit ego væk i en kasse på loftet, i ny og næ, og varetage en anden persons følelser og holdninger før ens egne. Så husk at nyde tiden, hvor du kun skal tænke på dine egne behov.

Livet er et spil og den der har oplevet mest, har vundet

Når du er grå og vis, hvad vil du så fortælle dine børnebørn? Du vil synge TV-2’s sang: “Kys det nu, det satans liv” for dem. For intet i livet er stationært. Det er skræmmende gådefuldt og ensomhed gør ondt i længden, men det er de hårde tider, der skaber os. Så gør en dyd ud af at samle på oplevelser, du kan fortælle videre - specielt dem, hvor du var single, verden lå for dine fødder og nætterne var lange.